Med storfangeren og sygeplejersken på eventyr

Da turistvirksomheden Sermilik Adventure i Tasiilaq ville udvikle forretningens vintertilbud, skabte konsulenten fra Sermersooq Erhverv kontakt til Nalik Ventures

Tobias Ignatiussen er en erfaren mand i turistbranchen; han er storfanger og har i 30 år sideløbende med fangererhvervet givet mange turister i Østgrønland autentiske arktiske oplevelser.

Hans partner i Sermilik Adventures, Line Kristiansen, er uddannet sygeplejerske, men for fem år siden skulle der ske noget nyt, og så begyndte hun at arbejde med turisme.

Det er altså partnere med vidt forskellige baggrunde, men med solid erfaring i turistbranchen, som ved, hvad der skal til for at give turisten den unikke og uforglemmelige oplevelse. Og med støtte fra Nalik Ventures er der lagt endnu et lag på Sermilik Adventures tilbud til vinterturisterne.

Så nu er det ligegyldigt, om det er sommer eller vinter – hvis man drømmer om Østgrønland, hundeslædetur, bådtur, vandring med snesko eller om at cruise på en snescooter, så er Sermilik Adventure leveringsdygtig.

”Vi ville satse noget mere på vinterturisme og havde brug for en ny snescooter. Vi talte derfor med en konsulent fra Sermersooq Erhverv, og han banede vej til Nalik Ventures. Her fik vi bevilget halvdelen af udgiften til snescooteren, og så kunne vi komme i gang”, fortæller Line Kristiansen.

”Det er skønt selv at udvikle det, man arbejder med. Det giver så meget god mening, og for os har støtten fra Nalik Ventures betydet, at vi kunne gå i gang med at udvikle nye turistting”, siger Line Kristiansen.