Nalik Ventures: Konference i Katuaq satte fokus på datasamarbejde, turisme og grøn udvikling i Grønland
Den 5. november 2025 samlede Nalik 52 deltagere fra erhvervsliv, organisationer og offentlige instanser til konferencen “Go Greenland – bæredygtige løsninger for fremtiden i Arktis” i Katuaq, Nuuk. Formålet var at sætte spot på, hvordan private virksomheder, turismeaktører og det offentlige kan skabe bedre resultater gennem datasamarbejde.
Initiativet, som i sin tid startede hos Selvstyret, er de senere måneder blevet modnet hos Nalik. Visionen er klar: Udvikling i Grønland sker bedst, når virksomheder, myndigheder og aktører fra forskellige sektorer arbejder sammen, og handler databaseret.
En central drivkraft bag dette fokus er åbningen af den nye lufthavn i Nuuk samt de kommende lufthavne i Ilulissat og Qaqortoq. De nye internationale forbindelser har allerede skabt markant øget aktivitet – både inden for turisme, infrastruktur og erhvervsudvikling.
Derfor er der et voksende behov for koordinering og partnerskaber – på tværs af beslutningstagere, infrastruktur, turisme, dagligvaresektoren og ESG-området. Målet er at sikre, at både eksisterende kapacitet udnyttes optimalt, og at nye muligheder identificeres og udvikles.
Under konferencen præsenterede Nalik GoGreenland-platformen, som er skabt for at samle virksomheder, skabe netværk og åbne dørene for nye samarbejder. Platformen skal fungere som en konkret ramme, hvor virksomheder kan finde hinanden, udvikle projekter og skabe vækst på et fælles grundlag.
“Vi ved, at fremtidens muligheder bliver størst, hvis vi tænker på tværs. Grønland står ved en skillevej, hvor grøn omstilling og nye internationale forbindelser kræver, at vi arbejder smartere – sammen,” lød det fra Nalik under konferencen.
